Daiquiry-filen
Daiquiriens hemmelighed: Den blev ikke opfundet, den blev opdaget. I en verden af klassiske cocktails er der få historier, der er så forfriskende ligefremme som den om Daiquiri. Rom, lime, sukker: en perfekt triade, der blev født i en cubansk mine i begyndelsen af det 20. århundrede. Men som en velskabt spiritus bliver Daiquiriens sande historie mere kompleks, jo længere man sidder med den.
Den fremherskende fortælling om en enkelt opfinder er en charmerende forenkling, og selv dens mest berømte støtte er indhyllet i en tåge af romantisk legende. Et dybere kig antyder, at Daiquiri ikke så meget blev opfundet, som den blev opdaget, og at dens rejse fra uformel lokal basisvare til globalt ikon var en proces med anerkendelse, forfinelse og mytedannelse.
Den populære legende begynder med rette i den navnkundige mineby Daiquirí på Cuba med den amerikanske ingeniør Jennings Stockton Cox. Omkring 1898, fortæller historien, underholdt Cox gæster og manglede gin, så han improviserede med lokal rom, lime og sukker. Drinken blev et hit, og da han blev spurgt, hvad den hed, døbte han den efter det omkringliggende landskab. Denne beretning tilskriver dog Cox en opfindelse, som omgivelserne allerede havde perfektioneret. Den grundlæggende formel - spiritus, citrusfrugter og sødemiddel - er den gamle "sure" skabelon, som har været kendt i århundreder. Mere specifikt var kombinationen af lokalt produceret aguardiente (en rustik rom), friskpresset lime og sukker en logisk, uformel praksis blandt landmænd og arbejdere i Cuba. Cox' sande rolle var sandsynligvis at missionere, ikke at skabe. Han anerkendte kvaliteten af denne lokale "proto-Daiquiri", formaliserede den for sine gæster og, vigtigst af alt, gav den det salgbare navn, der skulle bære den ud på verdensscenen.
Denne kodificering var det afgørende første skridt i drinkens opstigning. Daiquiri havde brug for en vektor til at rejse ud over øen, og det fandt den i admiral Lucius W. Johnson. Efter at være blevet introduceret til cocktailen på Cuba omkring 1909, bragte Johnson opskriften til den indflydelsesrige Army and Navy Club i Washington, D.C. Denne strategiske introduktion plantede Daiquiri i brillerne på den amerikanske politiske og militære elite og forvandlede den fra en cubansk forfriskning til en international udfordrer. Men drinken var stadig i sin ungdom og ventede på en mesters hånd for at realisere sit fulde potentiale.
Denne mester var Constantino Ribalaigua Vert fra Havanas legendariske El Floridita. "Constante", som han blev kaldt, var daiquiriens ultimative raffinaderist. Han gik til den med en alkymists præcision og var besat af limesorter, sukkertyper og nøjagtige forhold. Hans banebrydende brug af den elektriske blender skabte den perfekt glatte Frozen Daiquiri (som ikke har noget at gøre med de jordbæris, du får serveret i dag), en revolution inden for tekstur og temperatur. Under hans ledelse blev El Floridita drinkens tempel, og det var her, daiquirien fandt sin mest berømte tilhænger.
Det sidste, stærke kapitel blev skrevet af Ernest Hemingway. Forfatterens støtte til El Floridita er ubestridelig; han var en ægte stamgæst, og hans signaturvariant "Papa Doble", en stærkere, mindre sød blanding, forbandt for altid hans myte med cocktailen. Det bringer os frem til den mest berømte sætning i Daiquiri-litteraturen: "Min mojito i La Bodeguita, min daiquiri i El Floridita."
Selv om dette citat er ætset ind i selve identiteten af Havanas cocktailscene, er dets ægthed omdiskuteret af forskere. Det findes ikke i Hemingways udgivne værker, og dets første optræden synes at være en inskription på La Bodeguita del Medio, en bar, som han ikke dokumenterede at besøge med samme regelmæssighed som El Floridita. Uanset om det er apokryft eller ej, fungerer citatet som et perfekt stykke litterær og cocktail-folklore. Det fungerer som den ultimative anbefaling fra en berømthed, et smukt afbalanceret stykke markedsføring, der cementerede Daiquiri'ens legendariske status for et globalt publikum, selv om manden måske ikke selv har udtalt de nøjagtige ord.
Så hvem opfandt egentlig Daiquiri? Svaret er både alle og ingen. Dens sjæl blev smedet anonymt i den cubanske jord. Jennings Cox gav den et navn, Admiral Johnson gav den et pas, Constante gav den perfektion, og Hemingway (eller legenden, der blev bygget op omkring ham) gav den en udødelig myte. Daiquiriens vedvarende tiltrækningskraft ligger i netop denne rejse; et bevis på, at de største klassikere ikke bare laves, men graves frem, poleres og i sidste ende formes deres historier lige så omhyggeligt som deres smag.