Hvid januar – en etymologisk rejse
Hvid, "Danskvand" og hvid januar – En dansk sproglig historie om neutralitet, moderation og bevidst afholdenhed
I dag fremstilles udtrykket hvid januar ofte som noget relativt nyt: et moderne sundhedsfænomen importeret fra udlandet, drevet af kampagner, statistikker og kortsigtede livsstilsambitioner. Men sproget i sig selv afslører, at ordet "hvid" i denne sammenhæng ikke er opstået ud af ingenting. Tværtimod hører det til en meget ældre dansk sproglig og kulturel tradition, hvor "hvid" længe har været betegnelsen for det neutrale, det uændrede og det, der bevidst holdes fri for tilsætninger.
For at forstå, hvorfor "hvid" i dag kan betyde alkoholfri, er det nødvendigt at tage en omvej. Ikke gennem alkoholens historie, men gennem vandets historie. Gennem kulsyre, sodavand, danskvand og det, der i årtier blot blev kaldt "hvidt vand".
I midten af det 19. århundrede fandtes kulsyreholdigt vand i Danmark uden en samlet identitet. Det blev kaldt sodavand, kunstigt mineralvand eller seltzer, og sproget omkring det var primært teknisk. Det var ikke et fornøjelsesprodukt i moderne forstand, men et funktionelt produkt, der blev forbundet med sundhed, fordøjelse og medicinsk virkning.
Med industrialiseringen i slutningen af det 19. århundrede begyndte dette at ændre sig. Sodavand flyttede fra apotekernes domæne ind i hverdagen. Samtidig blev drikkevarer mere varierede. Her opstod behovet for et sprogligt modstykke til de farvede varianter, og "hvid" begyndte at fungere som en betegnelse for det farveløse og ublandede.
I begyndelsen af det tyvende århundrede blev produktionen af mineralvand professionaliseret. "Hvid", "citron" og "hindbær" blev praktiske kategorier. Samtidig vandt udtrykket danskvand indpas som en samlet betegnelse for kulsyreholdigt vand i Danmark.
Når et produkt kaldes danskvand, er det ikke kun et teknisk valg, men også et kulturelt valg. Navnet placerer vandet som noget hjemligt og velkendt.
Sidebemærkning: I perioden efter nederlaget i 1864 opstod tanken om, at det, der var gået tabt udadtil, måtte genvindes indadtil gennem kultur, sprog og dagligdags praksis. I den sammenhæng gav det mening at give selv neutrale dagligdagsprodukter et nationalt navn.
I første halvdel af det tyvende århundrede eksisterede udtrykkene sodavand, danskvand og hvidt vand side om side. Her betød "hvidt" ikke afholdenhed, men blot at der ikke var tilsat noget.
Efter Anden Verdenskrig blev danskvand det dominerende udtryk, mens "hvid vand" gradvist forsvandt og fik en mere dagligdags karakter. Samtidig begyndte "hvid" at dukke op i en ny sammenhæng.
I 1970'erne introducerede Sverige udtryk som "hvid uge" og "hvid måned", der henviste til perioder uden alkohol. Her henviste "hvid" ikke længere til farve, men til afholdenhed.
I 1990'erne begyndte udtrykket "hvide perioder" at dukke op i danske medier som betegnelse for bevidste pauser fra alkohol. Udtrykket blev hurtigt selvforklarende og blev forstået som midlertidig tilbageholdenhed og kontrol, ikke afvisning.
Ser man sådan på det, er hvid januar bare endnu et skridt i sprogets egen udvikling. Fra hvidt vand, til danskvand, til hvid som en pause fra alkohol. Det handler om moderation, men sagt uden løftede pegefingre.