Vilde fejltagelser i destillering: Når spiritus går galt

En farlig start

I det 18. og 19. århundrede var store korndestillerier tikkende bomber. Dampe fra højprocentig spiritus mødte åben ild og primitive kedler. Kornstøv hang i luften som optændingsbrænde. I 1780 spredte en brand i et destilleri i London sig gennem gaderne, da tusindvis af liter alkohol strømmede ud af sprængte kar og blev antændt. Brande som denne var almindelige i hele Europa og Amerika. Arbejderne stod ofte over for skoldhed damp, faldende mæskekar eller kollapsende lagerbygninger fyldt med tønder med rå spiritus. Hver eneste dråbe fremskridt var forbundet med risikoen for en katastrofe.

De tavse dræbere

Ikke alle dødsfald kom med en brand. Kuldioxid, der blev frigivet under gæringen, samlede sig i kældre og kar. Arbejdere, der gik ind for at rense dem, kom nogle gange aldrig ud igen. En tragisk beretning beskriver fem mænd, som blev kvalt den ene efter den anden, mens de forsøgte at redde hinanden ud af et gæringskar. Alkoholdampe ophobede sig også usynligt, indtil en gnist forvandlede selve luften til brændstof. Selv lynnedslag, oversvømmelser og sammenstyrtede mure føjede sig til den lange liste over farer ved destillering. I århundreder blev erfaringerne skrevet i brand og tab.

Fra alkymi til industri

Destilleringens rødder går tilbage til oldtidens alkymister, der søgte efter medicin, parfume og det mytiske "livets vand". Tidlige eksperimenter med alkymier udviklede sig langsomt til kontrolleret destillation. I det 13. århundrede beskrev europæiske forskere processer, der kunne adskille og styrke alkohol. Med tiden gik håndværkerne fra små kobbergryder til høje, kontinuerlige destillationsapparater og forfinede både smag og udbytte. Men hvert eneste tekniske fremskridt medførte nye farer. Større destillationsapparater betød højere tryk og mere varme. Større lagerbygninger betød mere brændbar væske og større strukturel belastning. Hver forbedring krævede nye lektioner i sikkerhed.